|
mandag den 10. juli 2006
Retssystemet fungerede De seneste ugers begivenheder i de danske retssale har glædet mig. For det har bevist, at det danske retssystem har fungeret helt, som det skal. Netop hjemvendt fra sommerferie glæder jeg mig meget over efterretningsofficer Annemette Hommels totale frifindelse i Østre Landsret. Et stort tillykke skal der lyde herfra til den kvinde, som har siddet i klemme i systemet i hele to år. Og inden da fældede det danske retssystem en historisk dom over de personer, som planlagde det afskyelige drab på unge Ghazala Khan. Begge sager tjener det danske retssystem til ære, men viser også, at den lovgivende og den udøvende magt ikke altid lever op til sit ansvar og løser sine opgaver. Den dømmende magt måtte i begge tilfælde træde ind og redde vores samfund fra at køre skævt. Det bekymrer mig meget. Sagerne var fra begyndelsen betændt af politisk korrekthed og satte spot på, hvordan vi har indrettet vores samfund. Og begge sager kan vi derfor lære rigtig meget af. I Hommel-sagen svigtede forsvarets ledelse en af sine ansatte, og det politiske system - den lovgivende magt, om man vil - leverede slet ikke den opbakning, man burde til de soldater, vi har sendt i krig. Annemette Hommel blev offer for en utidssvarende uddannelse, manglende opbakning både fra sine chefer, fra politikerne og en ledelse, der lod sig ryste af hysteri og politisk korrekthed. For to år siden havde vi netop været vidne til den rystende Abu Ghraib-sag, hvor amerikanske soldater på forkastelig vis havde mishandlet irakiske fanger. En på alle måder afskyelig sag, som heldigvis førte til dom over de skyldige. Men det var desværre også i den atmosfære, at man fra Forsvarets side dømte Annemette Hommel uden rettergang og uden et sagligt grundlag. Så snart brøkdele af sagen nåede medierne, gik Annemette Hommels chefer i panik og sendte hende hjem i vanære. Og det uden at undersøge sagen til bunds med det fornødne kølige overblik, som enhver ansvarlig leder ellers bør have. Herefter sendte forsvarsministeren cheferne hjem med samme begrundelse. Alt sammen i misforstået hysteri og i den politiske korrektheds hellige navn. Skrækken over at skulle stå med en dansk Abu Ghraib-sag overdøvede helt den tillid, som vi ellers har mange rigtig gode grunde til at have til vores udsendte soldater. Når vi som politikere sender vores unge mennesker i krig, ikke ved grænsen som led i det direkte forsvar for vores land, men langt væk fra dansk normalitet og fredsommelighed, skal vi bakke op. Naturligvis skal vi forlange og forvente, at vores soldater opfører sig ordentligt og følger krigens love. Men vi skal altså bakke op bag soldaterne, så de tør udføre det arbejde, vi har sat dem til. Og krig er krig. I mit sind har det ikke været tvivl: Hommel gjorde det, hun var sat til på den måde, hun var blevet anvist. Resten var rent hysteri fra nogle militære ledere og politikere, der så Abu Graib-spøgelser og straks troede det værste om vores egne soldater. Nu har de danske domstole så talt: Annemette Hommel og fire øvrige militærfolk er blevet totalt frifundet. Sagen viste sig at være grundløs. Jeg får uvægerligt den tanke, at postyret i virkeligheden kun stammer fra det faktum, at nogle muslimske mænd i Irak har haft store problemer med at blive afhørt af en kvinde, og derfor har gjort vrøvl. Det glæder mig usigeligt, at Annemette Hommel har fået oprejsning, men det er trist, at hun skulle lide i svigtende systemer i to år, inden hun fik æresoprejsning. Forhåbentlig vil sagen føre til alvorlig selvransagelse i Forsvarets ledelse og en nødvendig revidering at den uddannelse, vi sender vores gode folk på udenlandske missioner med. I Ghazala-sagen er det den udøvende magt, der har svigtet. Den unge kvinde henvendte sig flere gange til politiet og fortalte, at hun frygtede for sit eget liv. Politiet reagerede ikke, og havde måske også meget få forudsætninger for at reagere. Og måske også tvivlsom politisk opbakning. Så middelalderlige familiemønstre er vi slet ikke vant til at håndtere her i Danmark, og det skal vi have gjort noget ved. Men det er en helt andet side af sagen. Faktum er, at Ghazala er død, fordi systemet omkring hende og hendes mand svigtede. En række pakistanske familiemedlemmer begik, helt uden tanke for dansk lov, danske normer og dansk kultur, et brutalt mord på deres unge slægtning for at elske den forkerte mand. En ting er, at disse indvandrere forbrød sig på det groveste mod det samfund, som har taget imod dem – noget andet er, at dette samfund ikke formåede at beskytte den indvandrer, som rakte ud til os. Også det må vi se på. Der er god grund til en grundig undersøgelse af, hvordan vi kan forebygge den slags forbrydelser, og hvordan vi bedst hjælper unge indvandrere i denne ulykkelige situation. Men igen er det domstolene, der træder i karakter. De skyldige i Ghazala-sagen fik som fortjent hårde straffe, og vi signalerer derfor som samfund, at primitive patriarkalske systemer og middelalderlige normer aldrig er formildende omstændigheder for mord, i virkeligheden måske tværtimod. Dommene kom for sent til at redde Ghazala, men de kan forhåbentlig tjene til, at fremtidige æresdrabsmænd tænker sig om en ekstra gang. De danske domstole har fastslået, at vi ikke tolerer den slags i vores samfund, og at vi ikke slækker på restsystemerne – uanset hvad et selvbestaltet familieoverhoved måtte mene. Det bekymrende er, at vores to andre statsmagter ikke har slået til i disse to sager. Det må og skal vi rette op på. Men det betryggende er, at vores tredje statsmagt – den dømmende – i begge sager har trådt til og cementeret dansk love og regler. Normer, som vi har opbygget og tilkæmpet os gennem et langt udviklingsforløb. Jeg håber, at systemet også vil stå os bi i fremtiden – såfremt vi forstår i tide at bekæmpe de kræfter, der ønsker at kompromittere vores måde at leve på.
Med venlig hilsen Pia Kjærsgaard |
|
mandag den 5. marts 2007
Pøbelvælde!
Med dagens nedrivning af det berygtede ungdomshus sættes der er et endeligt punktum for en lang og opslidende kamp, hvor borgerne på Nørrebro har været taget som gidsler af nogle rabiate unge i miljøet omkring det nu nedrevne ungdomshus. De unge, der tillader sig at sætte hele kvarterer i brand, er ikke en flok stakkels aktivister, ej heller en gruppe frustrerede unge, der er blevet snydt for et hus. Nej, der er ganske enkelt tale om mennesker, hvis eneste mål med deres hærværk er at sprede angst og usikkerhed. Det er mennesker helt uden for pædagogisk rækkevidde, fuldstændigt blottet for medfølelse for deres medmennesker. Disse vrede unge mennesker er professionelle voldsmænd, der for de udenlandske bøllers vedkommende er rejsende i vold og terror, hvor der end måtte opstå et påskud for at gå amok og angribe politifolk. Men heller ikke almindelige mennesker og deres private ejendom går ram forbi, når disse typer ruller sig ud. I skrivende stund er 643 mennesker fængslede, heraf 140 udlændinge. TV-billederne taler deres eget sprog, de voldsforherligende unge har kun ét mål med deres optøjer: at skabe rav i gaden via hærværk og vilkårlig voldsudøvelse. Personerne omkring det tidligere Ungdomshus har hele tiden optrådt anonymt og har ikke stået åbent frem og deltaget i den demokratiske dialog. De har i stedet gemt sig bag billige paroler og elefanthuer, hvilket sætter deres overraskende mange støtter i et mærkeligt lys. Undervejs har de unges stædige og gentagende afvisninger bragt deres støtter og sympatisører i stadig dybere forlegenhed. Overborgmesteren i København, Ritt Bjerregaard, tilbød de unge at dele hus med en gruppe af handicappede børn med den omsorgskrævende sygdom autisme. Pinligt! Den ene støttegruppe og kendte kunstner og sympatisør efter den anden, har undervejs måtte sande, at deres udstrakte hænder er blevet mødt med ligegyldighed eller provokerende afvisninger af de forhærdede autonome. Disse unge mennesker har for længst forstået, at deres asociale adfærd og voldsdyrkelse alt for ofte har givet pote i form af nye chancer, udtryk for forståelse for deres frustrationer og sågar et tilbud på12 millioner kr. til at købe et ny hus. Hver gang er sympatisørerne blevet afvist med en skamløshed, der vidner om, at disse unge så absolut ikke har øje for andre end sig selv. Mange af voldsudøverne har udelukkende været i aktion, fordi de øjnede en chance for at sætte bål i gaden, og oven i købet komme på TV kloden rundt. Beboerne på Nørrebro har endnu engang måtte lægge ryg til et voldsorgie, der skræmmer mange mennesker fra vid og sans. Ældre mennesker har siddet som fanger i eget hjem, og børnefamilierne har måttet forklare deres forskræmte børn, at børnehaven er lukket. Det har været skræmmende at se, hvordan disse professionelle ballademagere har kunnet tage hele kvarterer og bydele som gidsler. Alligevel afholdt den yderste venstrefløj støttedemonstration for det tidligere ungdomshus lørdag aften. Beboerne på Nørrebro, hvis køretøjer er blevet brændt af, og hvis affaldscontainere er blevet brugt til at brænde bål i, har set med vantro på denne forsamling af virkelighedsfjerne mennesker, der med åben pande marcherede i voldspsykopaternes fodspor. Enhedslisten i skikkelse af Line Barfod arrangerede officielt denne skammens demonstration, der blev afholdt i sympati med det tidligere ungdomshus, selvom det burde have været i sympati med borgerne i bydelen, der lider under et brutalt pøbelvælde. Enhedslistens flirt med de voldelige og totalitære autonome med forbindelser til den yderste venstrefløj, taler for sig selv. Men her stopper rækken af pinlige episoder ikke. Nyhedsavisen har på sin hjemmeside bragt en undskyldning for, at en af deres journalister deltog i optøjerne på Nørrebro og åbent forklarede om sine egne voldudgydelser i to artikler. Man skulle mene, at det var en formalitet at afskedige en sådan journalist, men ak nej, David Trads og Nyhedsavisen vil lige se tiden an. De voldsforherligende unges vandalisering til trods, er det vigtigt også at hæfte sig ved de få positive sider ved situationen. Jeg tænker her på politiets helt fantastiske indsats, der har betydet, at stort set ingen mennesker er kommet til skade, heller ikke de blandt de voldelige unge. Den tålmodighed og den afmålte brug af magt, som politiet har udvist i så tilspidsede og farlige situationer, som der har været alt for mange af gennem de sidste dage, er helt utrolig flot. Politiet skal have en stor tak for at have håndteret situationen så elegant og nærmest overbærende, på trods af de brutale og livsfarlige angreb, mange af betjentene helt uacceptabelt har været udsat for. Politiets håndtering af denne krise kan tjene som forbillede for mange andre landes myndigheder. Netop de mange udenlandske bøller fra de europæiske nabolande, har været en afgørende negativ faktor i optrapning af urolighederne. Forhåbentligt bliver udfaldet af de voldsomme uroligheder, at retssystemet udviser konsekvens og idømmer ballademagerne hårde straffe. Der skal slås hårdt ned på den slags pøbelvælde.
Med venlig hilsen Pia Kjærsgaard |
|
|
|
|
|
|
|
Pia Kjærsgaards ugebrev
- mandag, den 8. januar 2007
Tiden er inde til besindelse Hvis ikke både integrationsminister Rikke Hvilshøj og Flygtningenævnet havde stået på bremsen i weekenden, kunne de Konservatives udmelding i fredags om, at Danmark ikke bør sende afviste irakiske asylansøgere tilbage til Irak, men derimod flytte dem ud af lejrene, have medført den besynderlige situation, at dansk lov blev tilsidesat. Bare man appellerer længe nok og nægter at rejse hjem, får man lov at blive synes at være de Konservatives budskab til de afviste asylsøgere, der nægter at rejse ud af landet trods ubegrundet asylansøgning. De Konservative lod sig skræmme af FN:s flygtningehøjkommissariat, som har sagt, at det er for farligt at sende flygtninge retur til det centrale og det sydlige Irak. Tilsyneladende er det altså for de Konservative blevet et anliggende for FN at fastlægge Danmarks flygtninge- og udlændingepolitik. Og for at det ikke skal være løgn, så havde også Socialdemokratiets ordfører Lotte Bundsgaard meddelt, at partiet nu skiftede mening: De afviste irakere skulle ikke sendes hjem. Før FN:s melding, og før både Socialdemokratiet og de Konservative skiftede mening, meddelte jeg i juleferien, at de 585 afviste irakere, som i gårsdagens aviser pludselig er blevet til 598, tallet stiger åbenbart dag for dag skal sendes hjem. Hvis ikke før, så siden. Punktum. Det er nemlig tid til besindelse. De afviste irakiske asylansøgere er afviste. Det betyder, at både deres asylansøgning og deres appeller er blevet behandlet efter loven og af kompetente myndigheder. Denne gentagne sagsbehandling har ført til, at man ikke har fundet anledning til at give dem asyl i Danmark og år efter år. Det skal vi derfor heller ikke gøre nu. Det er Flygtningenævnet, som er en domstolslignende instans, der afgør, om folk kan få ophold her eller ej. Det gør de på det lovgrundlag, politikerne har lavet. Det er ikke politikerne, der afgør det og således heller ikke den konservative folketingsgruppe eller Socialdemokratiet. I Folketinget laver vi lovene, myndigheder og domstolene følger dem. Flygtningenævnet har nu sagt, at FN:s nye udmelding ikke givet nævnet anledning til yderligere. Hvis nogle irakere beder om at få genoptaget deres sag, og Flygtningenævnet finder anledning til det, må sagen gå sin gang; men jeg vil ikke undlade at nævne, at det er en uskik, at ansøgninger om asyl gang på gang tages op på ny, fordi ansøgeren ved hjælp af bjergsomme advokater argumenterer for, at der er kommet nye oplysninger i sagen. Udgangspunktet som kun i yderst sjældne tilfælde bør fraviges, må være, at når Udlændingeservice og Flygtningenævnet har truffet deres afgørelse, så er den sag afgjort, og så må de asylsøgere, der ikke får medhold, rejse hjem. Det må og skal være de kompetente myndigheder, der afgør sagerne, og ikke behagesyge politikere, der træffer afgørelsen. Vi har fra 2002 gennemført en lovgivning, som har til formål at mindske antallet af udlændinge i Danmark. Loven er klar, og myndighedernes sagsbehandling omfattende og grundig. Hvis man ikke får opholdstilladelse, skal man som udgangspunkt hjem. Det kan ikke nytte, at blot fordi irakerne nægter at rejse og tiden går, så ender det med, at loven ikke holdes og de alligevel får ophold i Danmark. Hvad skal vi så i grunden med loven? At vi ikke her og nu kan sende de afviste irakere hjem til lige nøjagtig den plet, de kom fra, på grund af tilstandene i Syd- og Centralirak, skal ikke medføre, at de så får opholdstilladelse i Danmark. En alternativ løsning er at oprette lejre i det sikre, nordlige Irak. Hertil kan vi og andre vestlige lande sende de irakere, som vores myndigheder vurderer ikke skal have asyl i vores lande. Så kan de være dér, i deres hjemland og relativt tæt på deres familier i det sydlige og centrale Irak, indtil forholdene i det uroplagede land bliver bedre. I det hele taget er dét en vej, Dansk Folkeparti vil følge: Hjælpe flest mulige flygtninge nærmest muligt på deres eget hjem. Det er bedre for dem og for os, og pengene rækker længere. Man kan hurtigere bidrage med genopbygningen af sit eget land, når man befinder sig i det eller i nærheden af det, end når man som iraker fra Basra f.eks. sidder passivt i en lejr i Nordsjælland. Vi har ikke råd til at glemme, hvordan det gik i Danmark fra 1983 til 2002, og hvorfor vi i dag står med en voksende gruppe udlændinge, der ikke har fundet deres plads i samfundet, er en økonomisk byrde og ikke gør megen nytte. Nogle af dem gør endda det modsatte: Skader det land, der har taget imod dem. Har de Konservative allerede glemt, hvordan det var, før udlændingeloven blev ændret for fem år siden? Det væltede ind med asylansøgere, deres fætre og kusiner og onkler og tanter. I to årtier steg indvandringen så meget, at Danmark i dag, trods en væsentlig og livsnødvendig opstramning i udlændingepolitikken, står i problemer til halsen med forfejlet integration, ghettoskoler, bandekriminalitet, islamisme og terrortrusler. Hertil kommer de økonomiske problemer, som indvandringen i de to årtier i dag har påført Danmark. Velfærdskommissionen pegede allerede for snart to år siden på, at den økonomiske byrde med udlændingene i Danmark er så stor, at et indvandrerstop kunne medføre, at danskernes velfærdsgoder var sikre flere årtier frem. Regeringen og Dansk Folkepartis opstramning i udlændingepolitikken skal fastholdes uden vaklen også af de Konservative. Vi skal besinde os. Vi skal fastholde den kurs, vi har sat Danmark på. Ikke urimeligt, ikke uden medfølelse og altid med fornuften i behold. Men lov er lov, og lov skal holdes. Og loven skal respekteres også af dem, der ikke synes, at den passer dem. Loven er lavet for Danmark og danskerne - ikke af hensyn til irakere eller andre, som ikke vil respektere og rette sig efter de afgørelser, der følger af dansk lov. Med venlig hilsen Pia Kjærsgaard
|
|
- mandag den 22 . januar 2007
Man tager en analyse og vender den om… Engang imellem kan jeg få en mistanke om, at nogle forskere og journalister lever i en anden verden end os andre. En parallelverden, hvor plus bliver til minus, og hvidt bliver til sort. Således også i denne weekend, hvor jeg med stor glæde kunne læse i Jyllands-Posten, at et markant flertal af danskerne støtter op om regeringens udlændingepolitik. Det er den politik, som Dansk Folkeparti i egenskab af regeringens støtteparti har været med til at udforme, og som danskerne desperat efterspurgte hele vejen op igennem 1980’erne og 90’erne. Ifølge Jyllands-Postens Rambøll-undersøgelse var hele 42 procent af befolkningen godt tilfredse med den førte udlændingepolitik, mens 18 procent mente, at reglerne godt kunne være strammere. Det giver en klar opbakningen til den førte politik på 60 procent. Tilbage var 34 procent, som mente, at udlændingepolitikken er for stram, mens cirka seks procent ikke kunne bestemme sig. Altså et stort skulderklap til udlændingepolitikken fra knap to ud af tre danskere, sammen med en forventet kritik fra cirka hver tredje dansker – som vel sådan cirka svarer til den socialistiske opposition. Det er da et flot resultat. Men nej. I professor Jørgen Goul Andersens vurdering er udlændingepolitikken blevet en ”tabersag”, som vil blive et problem for regeringen ved et kommende valg. En tabersag – med en folkeopbakning på hele 60 procent? Det skal man da vist være en ualmindelig støvet akademiker for at kunne få til at gå op. Jeg kan godt garantere, at hvis alle politikere havde så stor opbakning til deres mærkesager, ville Christiansborgs gange genlyde af konstante jubelskrig. 60 procent er et endog meget overbevisende folkeflertal og viser, at befolkningen bakker op om den stabile udlændingepolitik, som regeringen og Dansk Folkeparti har ført lige siden 2001, og sætter pris på de positive resultater, som vi nu kan aflæse i vores samfund. Det skulle vise sig, at professor Goul Andersens mildest talt skæve fortolkning af Rambøll-undersøgelsen ikke var en enlig svale. Også DR og TV2 kunne lugte noget regeringskritisk i den mærkværdige tolkning af analysen, og efter en tur i mediernes regnemaskine blev undersøgelsens resultat til, at tre fjerdedele af befolkningen siger stop over for flere stramninger i udlændingepolitikken. Hvordan kan det nu lade sig gøre? Jo, man tager de 42 procent, der er tilfredse med tingenes tilstand, og de 34 procent, som vil have lempelser – og vupti, så har man 76 procent ”regeringskritiske” danskere. Et klassisk eksempel på politisk spin – men gad vide, om den regnemetode ville få det blå stempel ved folkeskolens eksamensborde… Man skulle ellers tro, at især DR ville være ekstra på vagt over for den slags i øjeblikket: I weekenden kom det nemlig også frem, at DR erkender at have lavet en ganske tendentiøs oversætterfejl i omtalen af den berygtede Afghanistan-film. Et vigtigt ”måske” blev udeladt, så en soldats løse vurdering blev til et stålsat faktum om, at danskerne havde overgivet afghanere til amerikanerne massevis af gange. Også det blev tilbagevist – men i DR er man åbenbart ikke blevet klog af skade. Efter mange år i politik kan den tendentiøse udlægning af sådan en undersøgelse fra både forskere og medier ikke længere overraske mig. I stedet for vil jeg glæde mig over det faktum, at Rambøll-analysen giver regeringen og Dansk Folkeparti en solid opbakning til sin nuværende udlændingepolitik. Om den skal være strammere eller ej, må tiden vise – det er vores pligt hele tiden at være på vagt over for, om velfærdssamfundet kan bære. Det skylder vi først og fremmest de svageste i vores samfund – men også de indvandrere, som gerne vil integreres og kvalificere sig til det danske samfund. Økonomien buldrer derudad, men tag ikke fejl: Det er kun fem år siden, at samfundet var ved at briste under SR-regeringens stående invitation til alverdens flygtninge, og med en ufornuftig politik kan det hurtigt gå den gale vej igen. Når det er sagt, så er det dog min fornemmelse, at vi med den nuværende lovgivning har fundet et nogenlunde holdbart niveau, der giver os rum til at hjælpe og integrere nødstedte mennesker, samtidig med at vi bevarer sammenhængskraften i vores samfund. Vi har fået lukket hullerne i bunden af skibet, og nu kan vi fokusere endnu flere kræfter på at hjælpe passagererne. Samme toner lyder nu fra socialdemokraten Henrik Sass Larsen, læser jeg i Jyllands-Posten den 21. januar – men det klinger unægtelig noget hult, når faktum er, at socialdemokraterne ikke har løftet en finger for at forbedre integrationen her i landet. De ville hverken være med i de integrationsaftaler, vi indgik i efteråret 2005, og heller i det integrationsforlig, vi indgik i forsommeren sidste år i forbindelse med velfærdsjusteringerne. Vi ser det gang på gang med socialdemokraterne – kritik er der nok af, men ingen ansvarlighed. Økonomien går altså godt, arbejdsløsheden er så lav som aldrig før, velfærdssamfundet bliver konstant udbygget og forbedret, flere og flere indvandrere bliver integreret – alle disse ting kan de fleste danskere godt se. Og det kvitterer de for ved at bakke op om den udlændingepolitik, der langt hen ad vejen har muliggjort de flotte resultater. Så lad bare forskerne og journalisterne sidde i deres parallelverden, hvor plus bliver til minus – vi andre skal heldigvis leve i denne verden. Med venlig hilsen Pia Kjærsgaard
|