Folkvisor

Valravnen

Ravnen flyver om aften,
Om dagen han ikke må;
Han skal have den onde lykke,
Den gode kan ikke få.
Men ravnen flyver om aften.
Jomfruen står i højeloft,
Og hun ser ud så vide;
Ser hun vilden valravn,
Og han flyver for oven de lide.

"Hør du, vilden valravn,
og flyv du ned til mig;
udaf min lønlige sorrig,
dem vil jeg sige for dig.

Alt er det min meste sorrig,
Dertil min meste harm:
Min fader haver lovet så led en trold,
Han lægger det i sin arm.

Hun forskabte dig, vilden valravn,
Du flyver for vind og vove;
Hun bad dig aldrig bod få,
Alt før end jeg datter år.

End gjorde hun der mere til,
Alt med sin ramme tale;
Hun bad dig aldrig bod få,
Uden barnet kunne tale.

Hun forskabte min fæstemand,
Han flyver for vind og vove;
Fjerene af det hvide sølv,
Det røde guld skin derover.

End gjorde hun der mere til,
Alt med sin' ramme ord:
Hun bad ham aldrig bod få,
Før end han havde drukket af mit blod.

Nu haver hun mig hid udsendt
Til denne samme ø;
Det jeg skulle være
Hendes søstersøns fæstemø.

Delig da er min fæstemand,
Når han i gården går,
Alt som det lede smedested,
Der i en smedje står."

"Vil du give mig det første blomster,
der du til verden bær;
da vil jeg føre dig på det land,
der din fæstemand på er."

"Alt giver jeg dig det første blomster,
der jeg vil verden bær,
vil du føre mig på det land,
der min fæstemand på er."

Det var vilden valravn,
Satte jomfruen på sin bag:
"Gør det for den vældig gud,
du sidde nu spag."
Det var jomfruens fæstemand,
Der han hende så;
Han slog til med både sine ben,
Slog hende i lodder to.
Han slog hende i lodder to,
Drak af hendes hjertensblod;
Så blev han en ridder
alt både stærk og god.

Det var vilde valravn,
Lagde jomfruen på sin bag;
Så fløj han til Hilevas kilde
Alt i sit søde mag.

Det var vilden valravn,
Døbte jomfruen i Hilevas flod;
Så blev hun en jomfru,
Alt i sin hu så mod.

"Fly nu bort i jæmling,
i jæmling fler end en;
når den jæmling forleden er,
så kom du her igen."

Han fløj bort i jæmling,
I jæmling mer end en;
Der den jæmling forleden var,
Så kom han der igen.

Det var ikke efter
Mer end dage to,
Den frue hun gik til buret,
fagren datter at få.

"Tage I nu det lille barn,
og svøbe I det i pæl;
I bær' det vilde valravn,
I beder ham fostre det vel."

Det var vilden valravn,
Lagde barnet for sin fod:
"Herre gud give lykken til,
at barnet kan tale tre ord."

Herre gud gav lykken til,
At barnet talede tre ord;
Så blev han en ridder,
Alt både stærk og god.

"Tage I nu det lille barn,
og svøbe I det i lin:
bære I det i stenstuen
ind for moder sin.

Fostre I det i to år,
Og fostre I det vel;
Når de år forgangen er,
Så vil jeg have hende selv."
Men ravnen flyver om aften.

Medeltida dansk folkvisa, förekommer också i Norge. Fler versioner av balladen finns här: Naturmytiske ballader

Lyssna på Valravnen Sång Katarina Flodén (Real Audio)

*********************************************************

Ramnen som ber bod

1. [ Hilebor site fer gluggje
-Dei sigler mæ fløy -
å ser uppå ravneskuggje.
-Dei gifter si syster i Samsøy] -

2. Å høyrer du ravn eg talar te deg
vi' du bera dæn boi fer meg.

3. [Eg ska gjeva deg min røde gullring
vi' du bera bo te broer min.

4. Å hav no sjov din røde gullring
eg heve klo men ingjen fing].

5. Men de gjev meg livr å lungur
alt av Tarkjell dæn unge.

6. Ravnen sett' seg på høgelofts gavl
så fauk en ivi de salte vann.

7. Ravnen sett' seg i forgylte stol
han skok sine vængjir toss vera mo.

8. [Her site du Hilebrand drikk mjø å vin
bundi æ Hilebor syste di].

9. Hilebrand blei så ille ve or
dæn brone mjøen spilte'n på bor.

10. [Hokken tor den boi bera
hell hokken tor den gjerning gjera.

11. Ravnen tor den boi bera
Tarkjell tor den gjerning gjera].

12. Kvor dæn gång dei at sængi sko gå
Astri hass frigda næst 'en låg.

13. [Kvor dæn gång] dei sko få seg mat
[Astri hass frigda næst 'en] sat.

14. Hilebrand huttar på drengir små
de gange at stallen legg salen på.

15. De salar meg inkje dæn brone
han æ for sein otor toni.

16. De salar meg inkje dæn svarte
han æ for tung imot bakkjen.

17. De salar meg inkje dæn kvite
[han æ] for seint otor dikje.

18. De salar meg ut min hindel rø
så ri eg så fort som ravnen flør.

19. [Hilebrand kom seg riand i går
Tarkjell ute for honom står.

20. Velkomen Hilebrand heim te meg
no hev eg bryggja å blanda vin].

21. [Eg æ inkje um din mjø å vin]
eg vi' tala mæ [Hilebor syste mi].

22. Hilebor sit i buri
ho skjær sine stakkar av skruvi.

23. [Han klappa på dynni mæ finganne små
statt upp Hilebor skrei lokunn' ifrå].

24. Slett inkje fær eg sleppe deg inn
mine hendar æ bundne på bakje mitt.

25. Hilebrand tok te sin raskan fot
han spende sund dynni i naglemot.

26. Hilebrand tok upp ein liten kniv
så skar en dei båndi av syste si.

27. Hilebrand blei både gram å vond
han tok dæn jønnbolten slog en sund.

28. Hilebrand rister på syllbudde svær
hot meinar du Tarkjell hot ær du vær.

29. [Hilebrand lete sitt sværi brå
hoggje han Tarkjell i lutinne små.

30. Å korpen fekk livr å lunge
dæ fekk han av Tarkjell unge.

31. Å korpen settest han ne på ton
så vart han til ein kongsmanns son].

Nedtecknad 1856 eller 1857 av Sophus Bugge efter Anne Ånundsdotter Lillegård, Eidsborg, Lårdal, Telemark, Norge. Källa: Naturmytiske ballader Fler versioner av balladen finns här.

*********************************************************

The Twa Corbies

1. As I was walking all alane
I heard twa corbies makin' a mane
the tane intae the tither say oh
"Whaur sall we gang and dine the day oh
whaur sall we gang and dine the day?"

2. "It's in ahint yon auld fail dyke
I wot there lies a new slain knight
naebody kens that he lies there oh
but his hawk and his hound and his lady fair oh
his hawk and his hound and his lady fair."

3. "His hound is to the hunting gane
his hawk to fetch the wild-fowl hame
his lady's ta'en anither mate oh
so we may mak our dinner swate oh
so we may mak our dinner swate."

4. "It's ye'll sit on his white hause-bane
and I'll pike oot his bonny blue e'en
wi' ae lock o' his gouden hair oh
we'll theek oor nest when it grows bare oh
we'll theek oor nest when it grows bare."

5. "There's mony a ane for him maks mane
but nane sall ken whaur he is gane
and o'er his banes when they lie bare oh
the wind sall blaw for evermair oh
the wind sall blaw for evermair."